Tommy går fra 250 til 85 hestekræfter – og glæder sig

Én af de kørere, som er med til at skrive dansk motorsportshistorie den 22-23. juni, er Tommy Dam Kieffer. Den 50-årige københavnske VVS-installatør har dyrket motorsport på hobbyplan i næsten 20 år, og selvom han har prøvet lidt af hvert, er Citroën C1 i racertrim nyt for ham. Og det glæder han sig til:

– Jeg har deltaget i flere historiske klasser og kørt i biler fra Toyota og BMW, men en C1’er med under 100 hestekræfter er nyt for mig. Det er jo ens for alle, så det bliver bare en sjov udfordring, siger han.

Med næsten tyve års erfaring i dansk motorsport har Tommy også set banesportsklasser komme og gå. C1 Scandinavia tror han på kan udvikle sig til et fast indslag på de danske – og skandinaviske – baner:

– Der findes mange hyggelige og prisvenlige klasser, men de mest gængse løber hurtigt op i mange penge for at være med. Konceptet i C1 Scandinavia kommer med et budget, der vist ikke er set i nyere tid, og godt racerløb på lige vilkår for alle, siger Tommy Dam Kieffer om fordelen ved en klasse med ens materiel og begrænsede muligheder for at købe sig til succes gennem bedre dele.

– Jeg fornemmer, at klassen i sin spæde start allerede er i rivende udvikling, og jeg ser en stor fremtid i C1 Scandinavia fordi der er så mange muligheder med bilen – ikke mindst at køre med i udenlandske langdistanceløb, siger Tommy Dam Kieffer, der da også selv forventer at køre et par udenlandske løb. Hjemme i Danmark er ambitionen da også at være med i den gode ende af feltet:

– Det bliver nok svært at hænge på den unge generation, som er vokset op med Playstation og gokart, men jeg satser bestemt på at kunne gøre mig gældende blandt de modne kørere i feltet, lyder det selvsikkert fra Tommy Dam Kieffer.

Hvordan det kommer til at gå den erfarne københavner mod unge og mindre unge konkurrenter, får vi at se om få uger, når C1 Scandinavia kører på banen første gang.